Sidste uge med undervisnng

Saa er det sidste uge med undervisning paa skolen. Det er en underlig foelelse, og jeg kommer til at savne boernene.
Det er et utrolig givende job at undervise her i Thailand. Boernene kommer ofte og spoerger os, hvornaar vi skal undervise deres klasse. Og naar vi traeder ind i en klasse efter en pause, jubler de hoejt, naar det gaar op for dem, at de skal have engelsk med de to farangs (hvide). Saa kan man jo ikke undgaa at blive lidt smigret :-)
Jeg tror, der er mange laerere hjemme i Danmark som ville meget misundelige over at blive modtaget saadan, hver gang de startede en time. Der er ogsaa nogle af klasserne, der i slutningen af en time har bedt os om at undervise dem en time mere, fordi de meget hellere vil have engelsk end deres andre dag.

Udover at eleverne bare stadig synes, at vi er spaendende, selvom vi nu har haft vores faste gang paa skolen i 5 uger, saa elsker de vores maade at undervise paa. Vores strategi er saa vidt det er muligt at gennemgaa et emne, fx. transportation, animals eller farverne og saa lave en kreativ oevelse om emnet bagefter. Det kan vaere en sang, en tegneoevelse eller noget med at kaste bolde eller se paa figurer. Det er bestemt ikke saadan deres undervisning normalt foregaar.
En klasse har den samme laerer i alle fag, lige fra religion til historie, matematik, thai og engelsk. Da vi kom ind i 5. klasse i sidste uge, havde de lige haft engelsk med deres laerer. Den laerer kan ikke en gang sige goddag eller farvel paa engelsk. Tavlen var overskrevet med saetninger som "I am big, I have big ears. I am an elefant" osv. Alle boernene havde skrevet saetningerne i deres noteshaefter, men ingen af dem kunne udtale dem eller forstaa dem, eftersom deres laerer ikke kan engelsk. Saa der er ikke noget at sige til, at deres engelskniveau ikke er saerligt hoejt!

Laererteamet paa skolen.





I pauserne flokkes de modige elever om os, og de er vilde for at oeve mere engelsk. Vi har en masse billeder, boeger og lette spil og de kan bruge lang tid paa at vi peger paa en farve, et tal eller et billede, og de siger det engelske udtryk. Naar de skal boerste taender, som er et fast ritual efter spisefrikvarteret, er de aergerlige over, at de ikke langere kan lege og laere engelsk med os.


De yngste elever kan dog ogsaa vaere ret uopdragne. Det er som om, at det er ok, at eleverne laver ballade ind til de bliver 8-9 aar gamle. Saa de smaa vil tit hellere lave papirsflyvere og slaas, end at sidde paa deres stol og laere noget. De bliver ogsaa saa eksalterede glade for at se os, at de naesten ikke kan sidde stille paa deres stol, naar vi kommer ind i klassen. Med disse klasser er vi meget glade for at vaere to undervisere, for det kraever en del at holde styr paa 25-30 elever, naar man ikke kan kommunikere rigtigt med dem.
De aeldre elever er meget mere velopdragne, mange af dem bukker deres hoveder og i knaeene, saa de er lavere end os, hvis de passerer os, naar vi sidder og spiser. Det er saadan man viser respekt her i Thailand.

Alt i alt har det vaeret en super oplevelse at undervise. De sidste tre dage paa skolen vil vi lave Banko med alle klasserne, for vi har en masse smaa ting, vi kan bruge som praemier, fx. blyanter, viskelaedre osv. Saa i aften skal vi lave spilleplader osv. ud fra hver klasses niveau. De store skal spille banko med tallene op til 100, de smaa med tallene fra 1-10 og bogstaverne. Det bliver forhaabentlig en god afslutning paa en god tid, selvom det ogsaa bliver lidt trist at skulle sige farvel til de smaa kaere unger.

Templets traette tigre

Som altid var vi paa eventyr i weekenden, og denne gang tog Katrine, Cheryll og jeg til Kanchanaburi i den vestlige del af Thailand.

Loerdag saa vi broen over floden Kwai, en bro som japanerne byggede for at faa hurtige forbindelseslinjer under anden verdenskrig fra Thailand (som de havde besat) og Burma. Det var meget dejligt vejr og broen var faktisk rigtig fin. Mange bliver aabenbart skuffede, fordi broen ikke er naer saa imponerende som sin frygtelige historie, hvor omkring 100.000 krigsfanger doede under bygningsarbejdet paa grund af elendige arbejdsforhold, tropesygdomme og fejlernaering. Men jeg synes nu, at broen og floden var fin, men maaske var mine forventninger ikke saa hoeje.

Vi besoegte ogsaa museet om Broen og saa den mindekirkegaard, hvor der er gravstene for mange af de personer, der doede under byggeriet af broen.

Om eftermiddagen tog vi til en af Kanchanaburis store sevaerdigheder - nemlig Tigertemplet. I 1999 fik munkene i templet en foraeldreloes tigerunge af landsbyboerne i naerheden, fordi skifskytter havde skudt dens mor. Munkene adopterede tigerungen og med tiden modtog de flere og flere foraeldreloese tigre. Nu har de lavet det til en sevaerdighed, og turisterne stroemmer til. Det var en meget speciel oplevelse af vaere i tigertemplet.

Naar man kommer til templets omraade, skal man staa i koe for at faa taget billeder med tigrene (det er saadan man kan faa lov til at se dem). Da det blev min tur, kom der en guide og tog mig i haanden og foerte mig fra tiger til tiger. Samtidig var den en anden guide, der tog mit kamera og som saa knipsede loes, naar jeg satte mig ned ved en tiger. Der var ca 10 tigre, og hver turist fik taget billeder ved ca 4-5 af dem. Tigrene laa og sov, ganske upaavirket, fordi det er deres naturlige doegnrytme at sove om dagen og fordi de er saa vant til de mange turister.
Hele oplevelsen tog 8-10 minutter og saa var det overstaaet! (Paa billedet kan man se folk i neongroenne bluser, det er guiderne, som foerer turisterne rundt til tigrene. I baggrunden kan man se en anden turist faa taget billeder med en anden tiger).

Det er da selvfoelgelig en speciel oplevelse at sidde ved siden af saa stort et dyr, men billederne ser egentlig mere imponerende ud end det var. Jeg fik ikke rigtig foelelsen af at opleve tigrene.

Efter fotosessionen gik vi op for at se nogle smaa tigerunger og de var vaeldig soede og legesyge.


Heldigvis for tigrene er der kun aabent i templet for turister i et par timer om eftermiddagen. Munkene indsamler donationer til at udbygge templet med en "Tiger island", det vil sige et parkomraade, der minder mere om tigrenes naturlige omgivelser i modsaetning til de smaa bure, de bor i nu. Det er meningen, at tigrene skal lukkes ud i naturen igen, naar de har laert at klare sig selv i den nye park. Saa intentionerne er gode nok, men paa nuvaerende tidspunkt er det en lidt maerkelig oplevelse af se saa smukke dyr vaere reduceret til at vaere photo opportunities for turisterne.

Aber i massevis

Soendag var Katrine og jeg i Lopburi, en lille by 1,5 time nord for, hvor vi bor. Om formiddagen saa vi nogle meget smukke tempelruiner (et gammelt kongepalads), som nu er bevokset med graes og omgivet af groenne traer. Da vi senere om eftermiddagen ville se endnu et gammelt tempel, blev vi overrasket over synet af en masse aber. Det omraade af byen var invaderet af aber. De sad paa kanstenene paa gaderne, som unge fyre der sad og hang, de badede i fontaenen, stjal tasker og ting fra besoegende i et naerliggende tempel og de havde naesten indtaget omraadet med den tempelruin, vi havde bestemt os for at se.

Pludselig mens jeg var ved at fotografere en abe, sprang en anden abe op paa min ryg bagfra, fordi vi aabenbart var kommet for taet paa. Mange af aberne havde unger, saa de har nok vaeret lidt mere paa vagt. Sikke en overraskelse, at der pludselig sad en abe paa ryggen af mig, men heldigvis hoppede den hurtigt ned igen. Vi havde ellers set en mand lidt tidligere, der blev bidt i haenderne af en sur abe, der havde besluttet sig for at have udkigspost paa hans hoved. Hver gang han proevede at faa den ned fra hans nakke og hoved, bed den ham i haenderne. Saa jeg var lettet over, at "min abe" bare noejedes med at advarre mig.

Floating market

En tidlig loerdag morgen tog vi paa marked 100 km syd for Bangkok. Det var ikke et almindelig marked, men et flydende marked, hvor man sejler rundt i smaa baade og handler ind hos handlende, der saelger deres ting fra smaa traebaade.

Oprindeligt var der mange flydende markeder i Thailand paa de mange floder, men i dag er de i stor stil til for turisterne, hvilket desvaerre godt kunne fornemmes. Men jeg synes nu alligevel, det var en fantastisk oplevelse af koebe mango, foraarsruller og andre laekkerier fra sejlende handlende.