Hajer i paradis

Fra Chang Mai i Nordthailand er jeg nu paa Koh Phi Phi i den sydlige del af Thailand. Koh Phi Phi siges at vaere et af de smukkeste steder i Thailand - og det er ikke uden grund.
Jeg ankom soendag formiddag i regn og blaesevejr og var ret skuffet, for nu var det endelig meningen, at jeg skulle have tid til at bade, sole mig og slappe af paa stranden paa en tropisk palmeoe. Og saa regnede det! Saa soendag var jeg ikke saerlig begejstret, baade paa grund af regnen, men ogsaa paa grund af det store antal turister der er klemt ind paa oeen. Det er nok det mest turistede sted jeg har vaeret hidtil, og det var naesten for meget af det gode.

Mandag morgen straalede solen dog fra en skyfri himmel, og baade temperaturen og humoeret steg med adskillelige grader. Jeg tog paa en baadtur med 7 stop rundt om oeen og de naerliggende oeer. Paa turen saa jeg blandt andet Maya Bay, hvor filmen the Beach blev optaget og en masse andre smukke sandstrande. Og saa stoppede vi flere gange, hvor der var mulighed for at snorkle. Det var ret fantastisk, og paa den ene af mine snorkleture saa jeg 3 hajer. Det var reefsharks, saa de var heldigvis ikke farlige, men de saa lige saa uhyggelige og onde ud, som man forestiller sig dem og saa var de 1.5-2 meter lange. Saa jeg var glad for de ikke bemaerkede mig, men bare svoemmede fredeligt videre.


I dag har jeg saa vaeret ude at dykke, men desvaerre var sigtbarheden ikke saa god, fordi vejret er slaaet om, saa det nu er graat og smaa drypper lidt igen. Alligevel var det to rigtige fede dyk - jeg saa en stor havskildpade, nemofisk, trompetfisk, triggerfisk, en soeslange og harlekinfisk og en masse andre samt tusindevis af smukkeste koraller. Koh Phi Phi skulle vaere et af verdens 10 bedste dykkersteder, saa det var en stor oplevelse af dykke her.

Jeg har efterhaanden vaennet mig til de mange turister her, og er begyndt at synes om den lille by. Oen har ikke rigtige veje, saa der er ingen biler eller scootere og det er meget hyggeligt. Saa transporten foregaar til fods og via baad.

Oen var et af de steder, der blev haardest ramt af tsunamien og op mod 6000 mennesker blev draebt her paa oen. Mange bygninger blev oedelagte og de er stadig i gang med genopbygningen her flere aar efter.

En menneskelig zoologisk have

Jeg tror, at mange der tager til Thailand droemmer om at se de forskellige lokale stammer og se deres flotte klaedningsdragter og mystiske skikke. Fredag tog Katrine, Jakob og jeg paa tur til Chiang Rai som er det nordligste af Thailand, og en del af denne tur gik forbi en "Hilltribe village", som det blev kaldt.

Det viste sig, at landsbyen i virkeligheden var en flygtningelejr. I lejeren bor fattige stammefamilier fra Burma, som ikke kunne skaffe mad og som derfor er flygtet til Thailand. De maa ikke forlade lejeren og lever saa af turister, der kommer og betaler penge for at se dem. Det var ikke helt den idylliske forestilling om stammer, jeg havde, da jeg droemte om at besoege en stammelandsby.

I lejren boede folk fra stammerne Karen (longneck stammen med ringene om halsen), Akha (med store huller i oererne) og Lahu (der bare baerer forskellige farvestraalende klaededragter).


Det var meget maerkeligt at komme som turist og tage billeder af kvinderne og boernene. Jeg foelte det lidt som om, de var dyr i en zoologisk have, og det gav selv sagt en ret daarlig smag i munden at betragte dem som en sevaerdighed.




Saerligt long-neck kvinderne havde jeg det daarligt med at se. Deres tradition siger, at pigerne skal baere ringe om halsen og om knaeene fra de er ca. 7 aar gamle. Nogle siger, at det er for skoenhed, mens andre siger, at det i sin tid var for at beskytte kvinderne mod tigre. Men den forklaring virker nu lidt tynd, efter min mening. Det ligner at de baerer en masse ringe, men det er faktisk en 1 meter lang messing ring, der snoes rundt om deres hals. Ringen presser bryst og skulderpartiet ned, saa det kommer til at se ud som om, kvinderne har meget lange halse. Efterhaanden som brystpartiet er blevet presset ned, udskiftes ringen med en, der er 20 cm laengere og saa fremdeles. Ringene er ret tunge, saa selv de smaa piger slaeber rundt paa 5-7 kg om halsen.

Mange af kvinderne saa ud til at vaere meget haemmede af deres ringe om halsen, og nogle saa endda ud til at have smerter. Men de sad troeligt ved deres smaa butikker og solgte deres haandvaerk, som typisk var toerklaeder, ringe og billeder af dem selv. Mens kvinderne paa den maade forsoergede familien, laa maendene paa nogle smaa terasser bag ved og slappede af. Saa selv den mindst feministiske person kunne se, at det var en fuldstaendig urimelig koensforskel og arbejdsfordeling!

Man kan mene meget om flygtningelejeren og der er mange argumenter for og i mod.
Paa den ene side kan man sige, at lejeren er selvforsynende og klarer sig selv, at kvinderne tjener penge til familierne, at de paa den maade maaske har det bedre end der, hvor de er flygtet fra og at det jo er stammefolkene selv, der holder fast i deres tradition med ringene for at have noget at vise frem til turisterne og dermed kunne tjene penge. Men paa den anden side er det virkelig frygteligt at nogen har brug for at udstille sig selv paa den maade for at overleve, at de har saa ringe livsvilkaar og er stavnsbundet til lejeren, og at vi turister kommer og ser paa dem og tager billeder.
Det er svaert, men min konklusion blev, at jeg droppede den stammedag, som jeg ellers havde planlagt dagen efter. Det var rigeligt at besoege denne "landsby" en timestid en eftermiddag - en hel dag ville simpelthen vaere for meget for mig.

Rismarker, canyon, hotsprings og vandfald

Nu har jeg vaeret i Nordthailand i en lille uge og her er virkelig dejligt. Min base er i Chiang mai, og saa tager jeg ture derfra.















Derfra tog jeg til Pai, som er en lille hyggelig by midt i mellem rismarker og bjerge. Jeg brugte tre dage i Pai, hvor jeg blandt andet noed udsigten over bjergene fra Pai Canyon (se billedet). Nu har jeg jo aldrig vaeret i det rigtig grand canyon, men Pai Canyon er et stort omraade, hvor man kan se ud over bjergene og ned i dalene. Man gaar paa den lille sti, man kan se paa billedet, og jeg skulle hilse at sige, at der er ret langt og stejlt ned til hver sin side!

I Pai fik jeg desuden ogsaa set mine foerste hotsprings (varme kilder), som der er rigtige mange af heroppe. Det varme vand kommer piblende op af jorden i nogle smaa badekar, der saa flyder over og loeber afsted i smaa varme floder. Jeg havde glad taget mit badetoej med til kilderne for at snuppe mig en lille dukkert i det varme vand, men som man maaske kan fornemme paa roegen paa billedet, er vandet MEGET varmt, ca 80 grader. Det er faktisk saa varmt, at det bobler og koger, saa jeg fik ikke meget brug for mit badetoej. Men til gengaeld kan man se paa skiltet, hvad de varme kilder aabenbart ofte bliver brugt til :-)














Pai's smukke omgivelser bestod ogsaa af en tusindevis af rismarker, og jeg har taget naesten lige saa mange billeder, som der er rismarker. Jeg maatte hele tiden stoppe op paa min scooter og tager billeder - hver gang jeg saa en ny smuk variation over samme tema, nemlig rismarkerne. Hvor kedelige de end kan lyde, er rismarker noget af det smukkeste, og det er saa hyggeligt at gaa forbi dem og se de lokale arbejde i markerne, enten med deres hakker og river eller med gamle ploejemaskiner.














Nu er jeg tilbage i Chiang mai, hvor jeg i dag har laert at lave laekker thaimad. Menuen - og deraf mine kompetencer inden for omraadet - bestod af thailandsk groentsagsgruppe, kylling i karry, pad thai - den laekre nuddelret paa billedet - og sticky rice med mango til dessert. Og det bedste var, at man selv skulle spise alt maden bagefter. Mmmmhh!
Det smarte var, at vi tilberedt alt fra bunden selv karrypastaen, saa jeg havde mulighed for selv at bestemme, hvor staerkt (eller rettere hvor lidt staerkt) min mad skulle vaere. Og det er jo sjaeldent at kunne faa lov til det her.
Genrelt er jeg blevet ret god til de thailandske ord "mai phet - chan mai chop phet" (ikke staerkt tak, jeg kan ikke lide staerk mad). Den bliver brugt flittigt, naar jeg bestiller mad her, selvom jeg da er blevet lidt bedre til at spise chilli, men rigtig god til det staerke bliver jeg nok aldrig.

Dykning paa Koh Tao

Saa er jeg soerme blevet certificeret til at dykke - med et PADI open water certifikat, som det saa fint hedder.

Det havde jeg ellers ikke planlagt, men da Toke og Rebecca kom til Thailand og Toke gerne ville tage et certifikat, blev jeg inspireret. Saa vi brugte fire dage paa tori om dykning, oevelser uner vand og selvfoelgelig paa nogle meget smukke dyk.

Vi tog certifikatet paa oen Koh Tao, som er kendt for sine mange og gode dykkemuligheder. Det var virkelig fantastisk og det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal ud at dykke.
Der var en mexicansk instruktoer med paa dykkene, da han skulle laeres op i at vaere instruktoer. Eduardo, som han hed, tog billederne med sit undervandskamera, saa nu har vi lidt bevismateriale paa, at jeg rent faktisk har vaeret nede at dykke :-)


Koh Tao var en meget smuk oe, og vi fandt en dejlig strand, som vi havde naesten for os selv. Det var i en lille bugt og vores guesthouse saa lige ned til stranden. DEt eneste man kunne mangle var noget afkoelende vand at bade i, for vandet i bugten var meget lavt og var derfor 35-40 grader varmt! Det svarer nogen lunde til et karbad :-)